Deprecated: Array and string offset access syntax with curly braces is deprecated in /var/www/teaterseachange.dk/rehearsalmatters.org/misc/typo3/phar-stream-wrapper/src/PharStreamWrapper.php on line 445

Deprecated: Array and string offset access syntax with curly braces is deprecated in /var/www/teaterseachange.dk/rehearsalmatters.org/sites/all/modules/entity_translation/includes/translation.handler.inc on line 1764
Signa Sørensen | rehearsalmatters.org

Error message

  • Warning: ini_set() [function.ini-set]: Headers already sent. You cannot change the session module's ini settings at this time in include_once() (line 268 of /var/www/teaterseachange.dk/rehearsalmatters.org/sites/default/settings.php).
  • Warning: ini_set() [function.ini-set]: Headers already sent. You cannot change the session module's ini settings at this time in include_once() (line 269 of /var/www/teaterseachange.dk/rehearsalmatters.org/sites/default/settings.php).
  • Warning: ini_set() [function.ini-set]: Headers already sent. You cannot change the session module's ini settings at this time in include_once() (line 277 of /var/www/teaterseachange.dk/rehearsalmatters.org/sites/default/settings.php).
  • Warning: ini_set() [function.ini-set]: Headers already sent. You cannot change the session module's ini settings at this time in include_once() (line 284 of /var/www/teaterseachange.dk/rehearsalmatters.org/sites/default/settings.php).
  • Warning: ini_set() [function.ini-set]: Headers already sent. You cannot change the session module's ini settings at this time in drupal_settings_initialize() (line 819 of /var/www/teaterseachange.dk/rehearsalmatters.org/includes/bootstrap.inc).
  • Warning: session_name() [function.session-name]: Cannot change session name when headers already sent in drupal_settings_initialize() (line 831 of /var/www/teaterseachange.dk/rehearsalmatters.org/includes/bootstrap.inc).


Signa Sørensen

Konceptudvikler, iscenesætter, performer, medstifter af SIGNA

Interview: Isabelle Reynaud
København , 24. oktober 2009

Hvorfor valgte du at lave performance?

Jeg valgte egentlig at lave installationskunst og ikke performance. Sådan så jeg ikke på det. Jeg lavede sådan en mere konventionel installation i januar 2001, og da jeg havde lavet den, var jeg ret tilfreds med det, jeg havde fået ud af det. Jeg havde stillet de her objekter op i et rum og arbejdet med det et stykke tid. Så forlod jeg det, men syntes ikke, der var nogen frugtbar dialog med beskueren. Jeg prøvede at arrangere seminarer og fester osv. derinde, men det virkede på en eller anden måde underligt påhæftet. Da jeg på det tidspunkt sideløbende med mine studier i kunsthistorie ved Københavns Universitet arbejdede i en natklub som såkaldt champagnepige, var jeg allerede ret erfaren med iscenesatte intime møder – one-on-one. Derfor var det meget nærliggende for mig at integrere mig selv i værket. Så allerede i det andet projekt jeg lavede, var jeg der selv, i en kælderlejlighed her i København, nonstop i en uge. Jeg så ikke på det som teater. Jeg så heller ikke på det som performance – jeg er som sagt uddannet i kunsthistorie. Jeg havde ikke nogen teatererfaring, heller ikke nogen større interesse for scenekunst. Min interesse for performance var nok nærmere det, jeg havde stiftet bekendtskab med i mine kunststudier – f.eks. art performances på gallerier. Min primære interesse var installationskunst.

Du deltager selv som performer i dine forestillinger for at få mere kontakt til publikum?

Ja. Det er også en måde at manipulere publikums blik på, når man selv er der. Så kan man påvirke den måde, de oplever rummet på, ved at man selv er til stede. Og den fiktion, man bygger ind i rummet, kan man også bibringe dem. Det er ikke så enkelt, men der er mange muligheder, når man selv er til stede. Jeg vil dog også skynde mig at sige, at jeg aldrig har været der som mig. Jeg har altid været til stede i kraft af en fiktiv karakter

Kan du give en kort indføring i din arbejdsmåde – fra den første idé til det endelige produkt? Hvordan vælger du f.eks. temaet for din næste performanceforestilling?

Nu er det måske ikke så enkelt at give en kort indføring i arbejdsmetoden, da den er meget forskelligt fra projekt til projekt. Dog vil jeg sige, i de fleste tilfælde starter vi med rummet. Altså, vi får en bygning, og ud fra den udvikler vi konceptet specielt til stedet. Det kan også være den helt anden vej rundt. Nu står vi midt i produktionen af Salò, som på mange måder adskiller sig fra andre projekter. For det første har den Passolinis film fra 1975 som forlæg, og for det andet havde vi ikke bygningen, da vi besluttede os for at lave det projekt. Den har vi så heldigvis fundet nu – efter lang tids søgen.

Idéen kommer meget tit på én gang. Når jeg ser stedet, så bliver det meget hurtigt klart, hvad det er, der skal laves der. Og det bliver der så elaboreret på. Faktisk vil det sige, at det endelige værk er ret tæt på den oprindelige idé. Grundidéen bliver ikke lavet om, der bliver bare bygget rigtig rigtig meget på det. I forhold til installationsdelen, eller scenografien, som man kalder det, hvis man skal bruge en teaterterm, så arbejder vi meget med ting, vi finder. Alt hvad vi bruger er ready-mades, og det er selvfølgelig meget afhængig af, hvad vi finder. Det er rigtig mange ting - vi har et kæmpestort lager. Vi går meget højt op i, at alt helt ned i den mindste detalje – lightere, en kop, folks undertøj, deres strømper osv. er gennemtænkt og passer ind i det univers, vi prøver at skabe. Der er altså et stort arbejde med at få samlet de her ting.

Videre om arbejdsmetoden... Måske skal jeg ridse det sådan lidt punktvis op.

  • Vi får et sted
  • Vi udvikler et koncept
  • Vi finder medvirkende

... og det kan være skuespillere, det kan være folk med alle mulige forskellige baggrunde. Også mange forskellige nationaliteter, som regel. Så laver vi workshops, hvor vi snakker enormt meget. Alle får en karakter, og den er de selv med til at bygge videre på i samspil med os. Derudover arbejder alle skuespillerne også praktisk på settet. Tapetserer, maler, alt muligt. Og faktisk ofte sådan noget som elektricitet. Men det kan også være PR eller hjemmeside eller lyd, alt efter hvilke kompetencer de har. Det er meget vigtigt, at skuespillerne også er involverede i alle mulige andre områder; både fordi gruppefølelsen er rigtig vigtig, og fordi det er vigtigt, at de får et forhold til rummet, til bygningen. Derfor er de nødt til at have hænderne i det praktiske arbejde. Og så fem minutter inden premieren bliver vi nødt til at holde op. Ellers kunne vi bare blive ved og ved og ved. Ja, og så sker der jo rigtig meget, mens vi spiller. Det udvikler sig meget fra dag til dag. Det er altid et kontinuerligt forløb.

Hvad er så det vigtigste for, at en proces lykkes?

Det vigtigste for, at en proces lykkes... Jeg synes, det lykkes hver gang. Men jeg synes også, at det er ret mirakuløst, at det er lykkedes hver gang. Man er nok nødt til at være ret åben i forhold til, hvordan tingene udvikler sig. Man er nødt til at stole rigtig meget på, at det udvikler sig i den rigtige retning, og når tingene ikke bliver, som man umiddelbart havde håbet på, så ikke at se det som et set-back, men se det som en naturlig udvikling.

Så det vil sige åbenhed og...?

Det er jo ikke så enkelt at svare på. Det er meget komplekst, fordi der er rigtigt mange mennesker involveret, og rigtigt mange forskellige faktorer. Publikums tilstedeværelse spiller også en større rolle hos os, fordi vi hele tiden er i dialog med dem. Dvs. det er også afhængig af hver eneste publikum, når vi spiller. Der er selvfølgelig øjeblikke, der lykkes bedre end andre, men der er aldrig noget tidspunkt, hvor man kan hvile på laurbærrene og sige: nu er værket færdigt. Det findes ikke hos os. Hvert eneste sekund bliver det faktisk til igen. Jeg tror, at noget af det allervigtigste er at lade det udvikle sig derhen, hvor det vil, uden at man er bange for det, uden at man holder igen eller bliver usikker. Man skal ikke tvivle for meget på det. Jeg er klar over, at det er meget abstrakte formuleringer, men jeg kan ikke sådan sige den magiske formel.

Kan du fortælle om den bedste prøveprocess og skabelsesproces du har oplevet, helt konkret? Et eksempel hvor det gik rigtig godt? Og hvorfor?

Jeg synes altid, det er meget dejlige perioder. I den sidste forestilling manglede der noget af det praktiske arbejde. Tit har det føltes som en byrde og man har følt, at man skulle piske skuespillerne meget for at lave det her arbejde, som de måske i virkeligheden ikke har meget erfaring i – f.eks. at tapetsere. Men mange af skuespillerne arbejder med os igen og igen, og de samarbejder. Det er meget vigtigt, at man er sammen om at bygge, et helt konkret, praktisk eller manuelt arbejde. I den forestilling, vi lavede inden Hades Fraktur i Køln, synes jeg, at det var en god periode og en god størrelse gruppe. Der var 25 skuespillere, hvor vi tidligere har været helt op til 62 medvirkende – det er for meget. Men de her 25, det var et behageligt antal og det var heller ikke for koldt. Vi har bl.a. arbejdet om vinteren i store fabrikshaller og bygget 25 små huse op med alt, hvad der skal være i sådan nogle. Det er virkelig meget, virkelig koldt og virkelig beskidt – der var det ubehageligt. Jeg læste et citat om, at succes et langt stykke af vejen er afhængig af, hvor meget smerte man er i stand til at tage. Og hver proces er jo også smertefuld, fordi der bare er enormt meget arbejde.

Hvilke problemer synes du er uløselige? Hvilke problemer vil du aldrig mere opleve i forbindelse med udviklings/skabelsesfasen?

De problemer, der er uløselige, vil jeg nok komme til at opleve igen og igen. Ellers ville jeg ikke kunne arbejde. Jeg tror, at noget af det jeg nogle gange synes, er meget hårdt, når jeg skal lave det her arbejde, er at prøve at formidle de her tanker jeg har. Eller måske bare det at formidle konkrete ting – f.eks. ”det er sådan her, vi gør” eller ”det er sådan her, det skal være”. Og det, der overrasker mig gang på gang, er hvor stor en del, der ikke bliver forstået, selv om det bliver sagt mange gange. Der er selvfølgelig også en ekstra udfordring, at vi arbejder med folk, som taler forskellige sprog.

Men nu kan man sige, at jeg jo efterhånden har lavet 25-27 af de her projekter, så meget af det er man så vant til – det er en del af det. Og som sagt er man nødt til at have tillid til, at alt er som det skal være og at de her problemer også hører med. En anden udfordring er udmattelsen… Jeg ville ønske, at man ikke behøvede at være så udmattet. At det, vi kalder postperformance-depressionen, ikke var så uundgåelig.

Og i samarbejdet mellem jer og skuespillerne – har der været nogen problemer, hvor du ikke kunne finde en løsning?

Jeg synes, at vores gruppe – her taler jeg i første omgang om mig selv, min mand Arthur og vores faste set-designer Thomas Bo Nilsson – kommunikerer godt. Selvfølgelig har vi vores små uoverensstemmelser, og det er surt nogle gange, men det er ikke på den måde problematisk. Problemerne ligger nok oftere i samarbejdet med de skuespilhuse eller festivaler og organisationer, hvor vi arbejder, fordi det vi laver er så langt fra konventionelt teater og de processer, man dér har. I de sammenhænge er det tit svært at formidle, hvad det er, vi har brug for. Og det kan godt lede til gensidig frustration. De synes, vi er besværlige, og vi synes ikke de understøtter os. De er vant til at tænke i nogle bestemte kasser og nogle bestemte processer, og når vi så beder om noget på en anden måde, så er det tit svært for dem at omstille sig. Det er f.eks. et problem i Schauspiel Köln. Selv om det er et sted, vi er rigtig glade for at arbejde, så er det også svært, fordi de har det her monsterstore skuespilhus med 6-700 ansatte, med mange afdelinger og bureaukrati. Lige så snart man går ud over den måde, de plejer at lave en produktion på, så opstår der forvirring i mange led. Og det er svært at komme ud over. Vi ved, at hver gang vi starter i et nyt hus, så skal vi igennem nogle konfliktfyldte faser, hvor vi skal prøve at forstå hinanden. Det får vi selvfølgelig også mere erfaring i – hvad vi skal sige i starten. Der er jo ingen af os, der har lavet konventionelt teater, så vi ved måske heller ikke, hvad de tager for givet. Og der er også ting, som vi tager for givet, at de forstår, men som for dem er en fuldstændig fremmed verden.

Er det dig, der kommer med konceptet? Eller er det også noget fælles?

Det er mig, der kommer med grundkonceptet, og så bygger vi det op i fællesskab derudfra, min mand og jeg. Jeg kommer typisk med en ramme. Jeg synes, temaerne vi tager op har meget med samfundet at gøre. Måske ikke sådan direkte realpolitisk, men det som interesserer os, som interesserer mig rigtig meget, er magtstrukturer i det hele taget og identitet. Visse forestillinger er vældig kønspolitiske også. Det problematiske i at sige politisk er, at det godt kan få sådan en klang af noget didaktisk. For os er det mere det at undersøge problematikker, som i høj grad har med politik, med magt, at gøre. Det går egentlig igen i alle forestillingerne. Det bliver undersøgelser af individet i forhold til forskellige sociale subkulturer, samfundsmæssige strukturer.

Gennemgående kan man sige, at alle forestillingerne har været interaktive. Det er en strategi i forholdet til publikum, der bevæger sig rundt og er i dialog med skuespillerne. Der er brugt meget energi på at skabe den rumlige installation. Og tematikkerne omkring magtstruktur, som jeg nævnte før – det er også noget gennemgående. Derudover er der nogle performances, som vi har lavet i flere dele. F.eks. har vi arbejdet med hospitalsmiljøer i tre performances, hvor flere karakterer gik igen. Vi har også lavet en anden serie, som efterhånden er i mange dele, kaldet The Game. Det er sådan et barokt, absurd univers, sådan et slags hemmeligt samfund af Game Masters, som rejser rundt med deres tjenestestab og finder forskellige mennesker, som de udnytter i det her spil. Det er et show, der er godt at rejse med. Det er ret hurtigt sat op, og det har sådan en rock 'n' roll kvalitet. Det genererer meget energi i sig selv. Det kan også virke meget forskelligt alt efter, hvor man laver det, og med hvem, selvfølgelig.

Nu til det utopiske spørgsmål. Hvis der nu ikke eksisterede nogle fysiske, biologiske, geografiske grænser, og alt var muligt, var der så noget du ville afprøve?

Der er da rigtigt mange ting. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget over rigtig lang tid eller at have rigtig mange heste med i et projekt. Eller have kæmpestore slotte, nej, faktisk ikke så meget kæmpestore slotte som højhuse. Jeg kunne godt tænke mig sådan et helt forstadshøjhuskompleks med mange høje huse. At arbejde på noget i meget lang tid sådan et sted. I flere år... Jeg kunne også godt tænke mig at lave noget, som var sådan mere integreret ét geografisk sted. F.eks. at arbejde i et boligkompleks gennem længere tid med de folk, der levede der. Det skulle være over længere tid, for at det skal være meningsfyldt. Og så vil jeg rigtig gerne lave en film. Det kommer også til at ske på et eller andet tidspunkt. Der er mange idéer... Det skal nok komme hen ad vejen.

Hvis det skal være noget helt andet, så kunne jeg godt tænke mig at prøve at lave en forestilling på en scene. Eller prøve at arbejde på et slagteri, hvis jeg skal gå helt væk fra det, jeg ellers laver. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at arbejde i Aldi – at have et almindeligt job. Det har jeg aldrig haft. Det er noget helt andet, ikke? Der er mange muligheder.

Hvis du f.eks. kunne arbejde med afdøde kunstnere, helt utopisk?

Hvis jeg skulle lave en film, kunne jeg godt tænke mig f.eks. at arbejde med Marlon Brando og Michael Jackson, men det er jo sådan lidt for sjov. Der er mange ting, man så kunne, men jeg synes, det er meget interessant at få det umulige ud af de ting, som faktisk er mulige. Det synes jeg også tit, vi gør. Vi sætter os nogle ret umulige mål, for at vi så egentlig kan nå ret langt derudaf alligevel.

Har du nogle nulevende kollegaer, som du virkelig godt kunne tænke dig at lave noget med?

Jeg er måske sådan lidt selvtilstrækkelig. Det har så meget at gøre med, hvad der opstår i det møde. Det kan man ikke vide. Der er jo mange kunstnere, som jeg ser op til, eller forfattere osv., som jeg synes laver noget fantastisk, men det er ikke ensbetydende med, at jeg vil arbejde sammen med dem. Ofte tværtimod. Jeg synes det, de laver, er helt og smukt i sin egen ret. Og jeg ved, hvordan jeg selv er i forhold til det, jeg laver, og det bliver ikke nødvendigvis bedre af, at man tager to ting, der er gode, og sætter dem sammen. For mange kokke fordærver maden...

Jeg tror, at hvis jeg skulle arbejde sammen med nogen, så er det mere sådan noget som en fantastisk sanger eller en meget smuk kvinde. Altså ikke en egentlig skabende kunstner, men mere en udøvende kunstner, som kunne bidrage med noget fantastisk på den måde. Det kan måske lyde, som om jeg vil sidde alene på tronen. Man kan godt lade sig inspirere af andre, men jeg tror også, det er vigtigt, at man har plads til at træffe en beslutning suverænt som kunstnerisk leder. Og hvis man er to, kan det være svært. Jeg har så mange idéer, så hvis vi var to, så ved jeg da slet ikke, hvad jeg skulle gøre! Men hvis der er noget, jeg virkelig fortryder i mit liv, så er det, at jeg ikke har mere tid til at beskæftige mig med andre menneskers kunst. Jeg synes, der er så mange ting, som er fantastiske og inspirerende. Men det her arbejde er så altopslugende, at man for sjældent har tid til at komme ud og se, hvad andre laver.


Edited by: Rasmus Skov Jeppesen